Brandmaling af konstruktioner kategoriseres som passiv brandbeskyttelse. Udsatte konstruktioner af stål kan beskyttes i brandklasserne: R30, R60, R90 og R120.
Stålkonstruktioner kan brandbeskyttes ved beklædning med materialer/konstruktioner, der har brandtekniske egenskaber, som hæmmer opvarmning af stålet.
Brandmaling af stål
For at kunne opretholde en stålkonstruktions bæreevne under brand er det nødvendigt at beskytte denne med et materiale, som forhindrer at stålet opnår en temperatur, hvorved det vil miste sin styrke
(kritisk ståltemperatur).
Dette kan gøres ved flere metoder, men vi vælger her at fokusere på brandhæmmende maling valgt som det redskab, der skal udføre denne brandbeskyttelse.
Når brandmalingen udsættes for varme, skummer den op og danner et tykt beskyttelseslag om den malede stålkonstruktion.